Patientvejledning vedr. abort.
Der kræves ikke henvisning til speciallæge for at få foretaget medicinsk abort.
Du kan henvende dig direkte til os for vejledning og abort. Succesraten er meget høj, kun 5 ud af 100
ender med en udskrabning efter en medicinsk abort. Dette kan foretages til uge 8 i graviditeten.
Inden du bestemmer dig: Inden du bestemmer dig for abort, bør du læse om abort på Sundhed.dk.
Hvis du er i tvivl, kan du få en støttesamtale hos fx din egen læge, hos Mødrehjælpen, eller i foreningen
Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik i København. Ved en medicinsk abort afbrydes
graviditeten med 2 slags medicin. Den ene er tablet Mifegyne, der bevirker, at graviditeten går til
grunde. Den anden er tablet Cytotec, som blødgør livmoderhalsen, og får livmoderen til at trække sig
sammen og tømme sig.
Før aborten: Du er blevet podet for klamydia hos os eller ved din egen læge.
Anmodning om svangerskabsafbrydelse, blanket A, skal underskrives af kvinden og lægen. Er du
under 18 år udfyldes både blanket A og blanket B. Blanket B skal underskrives af begge forældre eller
værge.
Dag 1
Der gøres en ultralydsscanning gennem skeden, for at se hvor langt du er henne. Bagefter skal du
tage 1 tablet Mifegyne, hvorefter aborten er i gang. Som regel vil du ikke opleve ubehag af tabletterne,
men enkelte kvinder begynder at bløde. Nogle får kvalme og lette smerter.
Hvis du kaster op indenfor 1 time efter indtagelse af Mifegyne, skal du kontakte os. Når du har
indtaget Mifegyne frarådes det at fortryde aborten, da præparatet er forsterskadeligt og kan give
misdannelser. Du vil sædvanligvis kunne passe dine normale aktiviteter denne dag.
Du må ikke tage Mifegyne hvis: du lider af en af nedenstående sygdomme, kan du ikke tage
Mifegyne: Svær ikke-behandlings-kontrolleret astma, arvelig porfyri, nyresvigt eller binyresvigt,
leversvigt, koagulationsdefekter.
Dag 2-3
Aborten foregår i hjemmet. Du bør være sammen med en person, som du har tillid til. Omkring 24–48
timer efter indtagelse af tablet Mifegyne, skal du lægge 4 tabletter Cytotec op i toppen af skeden.
Cytotec kan give lidt kvalme, diarre og veagtige smerter, når aborten går i gang. Det er vigtigt at du
samtidig tager smertestillende.
Du må ikke tage Cytotec hvis: Du lider af en af svær åreforkalkning, hjertekramper, grøn stær
Smertelindring
Pamol/panodil 500 mg, 2 tabletter hver 6. time.
Ibuprofen/Ipren 200 mg, 2 tabletter hver 6. time
Start så snart du har fået cytotec tabletterne.
Blødning
Cirka 80% aborterer indenfor 4-6 timer efter Cytotec, men der kan dog gå længere tid. Blødningen vil
oftest være kraftigere end ved normal menstruation og kan være med klumper. Det er for meget hvis
du fx bløder flere store natbind igennem indenfor en time. Hvis du ikke er begyndt at bløde 2-3 døgn
efter du har oplagt Cytotec, skal du kontakte os.
Efter medicinsk abort
Det er normalt at bløde mere end en normal menstruation i ca. en uge efter aborten.
Derefter aftager blødningen. Du kan forvente at bløde i 2-3 uger med aftagende styrke. Du kan have
menstruationssmerter de første dage efter aborten. Disse kan lindres med håndkøbsmedicin. Det er
vigtigt at forebygge underlivs-betændelse. Så længe du bløder, bør du undgå havbad, karbad og
svømmehal samt undlade at bruge tamponer. Du bør også undgå samleje og ellers bruge kondom.
Behovet for sygemelding er individuelt, men du skal regne med at tage det med ro i et par dage.
Det er normalt, at der kommer en reaktion efter aborten. Reaktionerne kan være forskellige fra lettelse
til tristhed. Det er en god ide at tale med nogen om det.
Dag 14 kontrol på klinikken
Det er vigtigt, at du møder, da man enkelte gange ser, at graviditeten ikke er helt udstødt.
Komplikationer
De hyppigste komplikationer er kraftig blødning og smerter, ildelugtende udflåd eller feber over 38
grader. Hvis du får komplikationer, skal du søge læge.
Prævention
Din næste menstruation kan du forvente 3-6 uger efter aborten. Du kan blive gravid i dette tidsrum, så
du skal beskytte dig. P-piller skal startes på abortdagen. En spiral kan opsættes i forbindelse med den
næste menstruation.
Kontakt og akut hjælp
Akut hjælp dagtid: I meget få tilfælde kan blødningen eller smerterne være så kraftige, at der er behov
for akut hjælp. I dagtiden kan du ringe til os på telefon 3140 8229.
Akut hjælp aften og nat: Du skal kontakte lægevagten på telefon 1818, eller ringe 112.
Du skal medbringe din vandrejournal, der fungerer som indlæggelsesseddel og henvisning.
Download patientvejledning som PDF.
Speciallæge, Charlotte Hasselholt Søgaard, Gynækologisk Klinik, Holbæk
marts 2025